Sommerhus på Odden

Projektfakta

Type
Privat sommerhus

Sted
Odsherred

Areal
60 m²

Bygherre
Mathias Høst Normark & Mia Behrens

Arkitekt
Mia Behrens

Tømrerentreprise
Byggevirke & Datter

År
2023

Om projektet

På en skråning ved Sjællands Odde ligger et sommerhus med et let fodaftryk – skabt med inspiration fra japansk byggeskik og den vilde natur på grunden. Bygherren har selv tegnet huset, og vi hos Byggevirke & Datter opførte råhuset i vinteren 2022–23 og bidrog til færdigprojekteringen undervejs.

Fra starten har vi sammen truffet en række bevidste, sunde materialevalg, der giver huset et lavt klimaaftryk og et sundt indeklima.

Sommerhuset er på knap 60 m² og står på et fundament af 18 jordskruer. Det giver en meget skånsom integration i grunden – helt uden brug af beton eller støbte konstruktioner.

Næsten hele huset er bygget i træ. Alt synligt tømmer er lokalt douglasgran fra sjællandske skove, opskåret og høvlet hos Bondeskovgaard Savværk. De otte meter lange douglasspær, som vi har tildannet på værkstedet, bærer et let ståltag i aluzink.

Selve konstruktionen er udført som et træskelet, hvor en del blev forberedt på værksted: Bundrammen som et samlesæt og væggene i fire store moduler, der senere blev kranet på plads på fundamentet. Bundrammen er ventileret mod terræn og sikret mod skadedyrsindtrængen med fibercementplader.

Huset er isoleret grundigt med træfiber-batts i gulv, vægge og loft. Træfiber giver både en fremragende isolering og varmelagring og har et lavt miljøaftryk. Det er et hygroskopisk materiale, der kan optage og afgive fugt i en diffusionsåben konstruktion uden dampspærre – det, vi i daglig tale kalder en “åndbar” vægopbygning.

Vi afleverede sommerhuset som råhus med indvendige vægge og lysninger i fibergips. Bygherren har så selv stået for de indvendige skillevægge, gulv- og loftbeklædning samt overfladerne, som er færdiggjort med lerpuds.

Projektfakta

Type
Privat sommerhus

Sted
Odsherred

Areal
60 m²

Bygherre
Mathias Høst Normark & Mia Behrens

Arkitekt
Mia Behrens

Tømrerentreprise
Byggevirke & Datter

År
2023